SÅ er det vist på tide at få skrevet noget herinde igen.

Jeg har i længere tid haft en blogkladde liggende, som jeg har arbejdet på sådan lidt ind i mellem. Jeg blev bare aldrig rigtigt tilfreds med den – mest fordi den blev for lang, nærmest en mindre roman – så nu har jeg skrottet den og er startet forfra.

Mens jeg husker det, vil jeg gerne benytte chancen til at sige tak til dem, der siden sidste blogindlæg er kommet med kommentarer. Især vil jeg gerne takke for de mange links til hjemmesider med gratis porno. Jeg behøver aldrig mangle igen.

Det, der fyldte rigtigt meget i den skrottede blogkladde, var en evaluering af efterårets aktiviteter. Og hold da kæft hvor kunne jeg snakke meget om dem! Jeg tvivler på, at jeg er den eneste, der har det sådan, at når noget endelig lykkes efter lang tids stræben, så kan man ævle løs om det i timevis med en detaljegrad, som ingen andre er det fjerneste interesserede i at få.
Så her følger relativ kortfattethed:

Planen for efterårshalvåret ’09 var ret ambitiøs. Vi skulle have flere og større aktiviteter end nogensinde før, vi skulle øge antallet af frivillige i foreningen, vi skulle øge bevidstheden om os blandt de studerende allerede fra studiestart, vi skulle mere i medierne og vi skulle øge antallet af gæster til vores arrangementer og dermed øge vores omsætning.

Og kort sagt, så er det lykkedes at gøre det hele. Der har da været enkelte fiaskoer, men de er forsvundet i success. Det er faktisk gået så godt, at vi har svært ved at få armene ned igen.

Når det er sagt, så er det er dælme også på tide, at vi rykker tættere på at leve op til vores formål. De sidste 3 år har det faktisk været lidt svært at forsvare at have fået 400.000 kr. om året i tilskud fra kommunen og uddannelsesinstitutionerne. Havde nogen spurgt mig i sommeren ’09, om jeg syntes, at vi havde gjort os fortjent til de tilskud, så ville jeg uden tøven have svaret nej.

Hvis nogen spurgte mig om det samme nu, så ville jeg have noget nemmere ved at forsvare vores tilskud. Men vi skulle egentlig gerne nå derop, hvor jeg overhovedet ikke behøvede at tænke over det og uden videre kunne svare ”Ja, for helvede! Hvordan kan du overhovedet spørge om det? Har du SLET ikke fulgt med?”. Og der er stadig et stykke vej.

Det må vist være evaluering nok.

Den rigtig gode nyhed handler nemlig ikke om det sidste halve års aktiviteter, men om det kommende halve år. Måske har I allerede set forårets arrangementsprogram her på siden. Hvis ikke, får I snart en trykt udgave smidt i nakken på jeres uddannelsessted. Og så vil vi gerne høre bare et par enkelte udbrud af ”Yeah!”.

2010 kommer desuden til at byde på lidt mere fra vores side end bare koncerter og fester. Der er et behov for, at nogen tager et ansvar for at løfte Odense som studenterby. Der er masser af studiepladser i byen, og som det fremgår af studiebolig- og -jobgarantien, er der heller ikke mangel på fugtige kælderværelser og deltidsjobs, som ingen andre gider tage. Men et eller andet sted undervejs er der altså nogen, der har glemt, at de studerende også skal have det nogenlunde rart, mens de er her.

Det er ikke nok, at Odense bare har en masse studiepladser. Hvis byen ikke også gør noget for at være interessant for de studerende, så bliver man det absolut sidste valg på listen. Og man skal ikke regne med videre stor entusiasme blandt studerende, der for manges vedkommende hellere ville være et andet sted. Man skal da slet ikke regne med, at de har lyst til at blive her efter endt studie.

Sådan et problem er noget af det, vi som studenterhus skal hjælpe med at løse. Løsningen skal med andre ord komme fra de studerende selv. Det kan godt virke uoverskueligt. Men vi har efterhånden fået bygget en god base at arbejde ud fra. Og der er en klog person, der engang har sagt, at hvis man skal flytte et bjerg, så begynder man med alle de løse sten.

Noget af det, der gerne skulle få sat skred i tingene, er vores stormøde/workshop for alle interesserede d. 27. februar. Vi håber slet og ret på, at vi én gang for alle får afklaret, hvad der er behov for at gøre ved Odense, for at byen kan blive mere interessant for de studerende, og hvad vi som studenterhus kan og skal gøre ved det, både nu og her og på længere sigt. Vi har allerede fået et par af de unge byrådsmedlemmer med på ideen, så vi både kan få kvalificerede indspark og mulighed for tilbagemelding til Odenses top.

Og så håber vi, at mødet giver udslag i, at folk vil gå derfra oplivede og med en tro på Odenses fremtid som studenterby. Sidst, men ikke mindst, håber vi, at den gode stemning vil brede sig blandt de studerende, så Odense ikke længere i så høj grad bliver opfattet som den skodby, den en gang imellem godt kan være, men i stedet som en by, som de studerende reelt har mulighed for at sætte deres præg på, så det på et tidspunkt bliver den bedste studenterby i Danmark.

I kender bemærkningen i titlen. Det er det, man ALTID siger, når man møder folk, som man ikke har set i et stykke tid. Ikke noget med at spørge ind til, hvordan det går med lille Vuffi eller kæresten.

Man kan nemlig ikke huske, at vedkommende HAR lille Vuffi eller om vedkommende har en kæreste eller ej. Skulle man alligevel kunne huske det faktum, at der ER en kæreste, så hjælper det ikke ret meget, for man har alligevel ingen anelse om navn, oprindelsesland eller, for den sags skyld, køn.

Og grunden til, at man ikke kan huske det, er meget simpel. Det er fordi, man er ligeglad. Havde man interesseret sig det mindste for den person, man nu engang møder i den her Fakta-butik, så havde man nemlig uden problemer kunnet huske, at lille Vuffi døde sidste år, fordi den blev kørt over af et garderhusarregiment på vej på øvelse, og at den bedre halvdel, Frederik, faktisk hedder Frederikke, selvom det godt kan være svært at se.

I det første stykke tid efter at vi fik gang i studenterhusaktiviteterne igen, følte man som repræsentant for studenterhuset sig lidt som den der person, andre møder i Fakta. Folk havde ikke den fjerneste anelse om, hvad studenterhuset havde lavet i et års tid, og selvom de ved mødet udviste en vis overfladisk entusiasme, så var det ikke noget, der blev fulgt op på.

Men det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vores forening har været lidt kedelig og kikset. Hvis folk ikke har udvist den store interesse for os, så er det nok mest fordi, vi ikke var særlig interessante og ikke havde særlig meget at tilbyde. Heldigvis har foreningen for nylig lavet drastisk om på sin livsstil.

Studenterhuset har fået styr på tøjet og håret og er blevet lidt mere popsmart; er flyttet ind i en lækker lejlighed tæt på byen og har holdt nogle fede fester. Vi bliver inviteret med til andre fede fester rundt omkring i byen, og som repræsentant for studenterhuset bliver man mødt af langt mere end bare overfladisk interesse fra gamle venner og nye bekendtskaber.

Det bedste er, at vi slet ikke er færdige med at udvikle os. Det er jo ikke nok bare at være sluppet af med det lidt kiksede look. Vi skal helt op og være smarte med de smarte; kaste håndtegn after alt, hvad der ellers rører sig af studenteraktiviteter; high-five hele Odenses kulturliv og være centrum for de studerendes opmærksomhed.

Alt i alt går det altså meget godt for studenterhuset. Vi har fået de første par succesfulde arrangementer i bagagen (Succes = arrangementer uden økonomisk tab eller med så god stemning, at vi er ligeglade). Desværre er vi næsten blevet opslugt af successen. Langt de fleste af foreningens kræfter går efterhånden med at afvikle og vedligeholde de ting, vi allerede har sat i gang. Der er masser af ideer tilbage, som kunne være helt vildt fede at få op at køre, men som kræver indsats fra energiske og entusiastiske bannerførere.

Personligt synes jeg, at Odense mangler Studenterfester. Hvis I ikke kender konceptet, kan jeg anbefale at (gen)se filmen "Animal House". Vi skal nok forsøge at holde antallet af døde heste og mængden af offentlig hærværk nede, men tanken om en togafest inde i midtbyen kan alligevel godt få et debilt grin frem på mit ansigt. Jeg er sikkert bare barnlig og lettere hjerneskadet, men jeg synes aldrig togafester er gået af mode.

I den lidt mere seriøse ende kunne det være fedt at få startet en landsdækkende, social, upolitisk studenterforening på benene, med udgangspunkt i landets studenterhuse. Formålet skulle være at få rabat på store kunstnernavne ved at "købe" en turné til alle landets studenterhusscener. Mere banjo for færre kroner, kort sagt. Og en gang imellem kunne man så forsøge at opdyrke sammenholdet mellem landets studerende ved at transportere en busfuld studerende eller to til en fest i København eller Århus eller et hvilket-som-helst sted, hvor et studenterhus holder en tilstrækkelig stor fest. Man kunne måske oven i købet smutte en tur udenfor landets grænser.

Men sådan nogle ting er der altså ikke tid til at stable på benene (endnu). Forhåbentlig kan vores forening trække et par ekstra indsjæle til, så vi kan fortsætte den gode udvikling. Ellers må vi nøjes med det, vi har. Som studerende kunne det bare være rart at komme udover altid at skulle nøjes. Men igen, det er måske bare mig...

Nu har jeg jo beklaget mig over, at der ALDRIG sker noget fantastisk i Odense. Og det kan da godt være, at jeg bliver nødt til at trække lidt i land.

Red Warszawa-koncerten i fredags nåede i hvert fald op i nærheden. Da vi åbnede dørene var der kun 14 billetter tilbage, og de forsvandt i løbet af minutter. Man havde virkelig medlidenhed med alle de stakler, som vi ikke kunne lukke ind. Selv folk i fuld RW-kampdragt måtte gå skuffede hjem.

Selve koncerten stank!... af et rum propfyldt med 350 kampsvedende, headbangende, euforiske mennesker, som tog bad i øl. Forestil jer de første 15 meter foran storscenen på en festival. Og forestil jer så, at man lukker det hele inde i et lavtloftet lokale praktisk talt uden udluftning. Så bliver klimaet meget hurtigt tropisk. Og folk valgte da også at aflægge en del af deres tøj. Et par stykker mente oven i købet, at det helt kunne undværes.

Publikum tilhørte ikke allesammen vores målgruppe - de studerende. Der var en del helt nede under de 18 år. Men ok, de var med til at skabe stemningen. Som næstforkvinde Stina så smukt udtrykte det: "Hvis de piger havde været mine unger og opført sig sådan, så havde de fået stuearrest til de var 30!"

De studerende udgjorde dog, ifølge min vurdering, størstedelen af publikum. Så koncerten må siges at have været en uventet stor succes.

Efter koncerten holdt de frivillige et lille afterparty. De havde fandme også fortjent det. Især de af dem, som egentlig havde fri den aften, men som alligevel gik i sving med mopperne, da kælderen blev forvandlet til en åben septitank fordi afløbet fra dametoilettet sprang læk. Så det var en gevaldig lortefest!

Men nu har jeg jo lavet den her blog for at brokke mig, og det har jeg da også tænkt mig. For jeg er slet ikke tilfreds med, at vi stadig ikke kan skaffe en eneste frivillig uden for bestyrelsen til at hjælpe ved sådan et arrangement. Min opgave ved sådan et arrangement er fandme ikke at hænge folks tøj på bøjler. Det er at rende og rundt og spille kong gulerod, snakke med andre helt vildt vigtige personer og skaffe nye medlemmer til foreningen ved at lokke med at lade min egen prestige smitte af på dem. Og det fungerer bare ikke at være hoven, når man samtidig skal stå og lave det mindst prestigefyldte arbejde under hele koncerten. For fanden, de folk, der skovlede lort hele aftenen fik mere street-respekt ud af det.

Men den går heller ikke længere. Næste gang vi ikke kan få en eneste blandt vores medlemmer til at hjælpe os ved at arrangement, så aflyser vi lortet. Om det så er en koncert med Madonna. Og det er altså ikke det helt vilde, vi beder om. Hvis bare 10 mennesker gad at hjælpe os en enkelt aften om måneden hver, så ville vores formåen række en hel del længere.

Det er jo totalt ufedt at lede en forening, som har masser af penge til at lave kulturelle arrangementer for, men som alligevel ikke kan noget, fordi vi ikke bemande arrangementerne. Så næste gang vi sender en invitation ud til jer om at give os en hånd på et af vores arrangementer, så tag lige og sig ja, ik'? Vi skal nok få det sjovt, mens vi gør det, og vi belønner jer i hoved og røv for det. Så der er fandme ingen undskyldning for at sige nej. Medmindre I virkelig ikke vil have, at vi laver noget fedt for jer.

For nylig gav bestyrelsen mig grønt lys til at udtale mig fuldstændig, som jeg har lyst, i min egenskab af formand for den her forening. Det kommer de sandsynligvis til at fortryde bitterligt inden så længe.

Kort sagt vil jeg bruge den her blog til at fortælle om alt det, som jeg ikke synes er godt nok. Og hold da kæft, hvor er der meget af det.

For det første befinder vi os jo i middelmådighedens hovedstad. Der sker ALDRIG noget fantastisk i Odense. Hvis en begivenhed her lige akkurat kan slæbe sig op på at være "okay", så har man nærmest lyst til at klappe i sine små hænder. For så er det rent faktisk lykkedes nogen IKKE at fucke up som sædvanlig. Hurra.

Og indtil videre ser det ud til, at vores forening kommer til køre i bedste Odense-stil. På to år er det kun lige akkurat lykkedes os at slæbe os op på "okay". Det kunne være helt vildt fedt engang at lave noget fantastisk i Odense. Men det bliver sgu nok ikke foreløbig, når vores forening stadigvæk drives af Tordenskjolds soldater. Hvad fanden blev der af interessen fra de studerende? Skal Odense i al evighed blive ved med at være en middelmådig studieby?