Formandens blog
Hva\' så? Hvordan går det?
Oprettet d. 09/03 2009 af FormandenI kender
bemærkningen i titlen. Det er det, man ALTID siger, når man møder folk, som man
ikke har set i et stykke tid. Ikke noget med at spørge ind til, hvordan det går
med lille Vuffi eller kæresten.
Man kan nemlig ikke huske, at vedkommende HAR lille Vuffi eller om vedkommende
har en kæreste eller ej. Skulle man alligevel kunne huske det faktum, at der ER
en kæreste, så hjælper det ikke ret meget, for man har alligevel ingen anelse
om navn, oprindelsesland eller, for den sags skyld, køn.
Og grunden til, at man ikke kan huske det, er meget simpel. Det er fordi, man
er ligeglad. Havde man interesseret sig det mindste for den person, man nu
engang møder i den her Fakta-butik, så havde man nemlig uden problemer kunnet
huske, at lille Vuffi døde sidste år, fordi den blev kørt over af et
garderhusarregiment på vej på øvelse, og at den bedre halvdel, Frederik,
faktisk hedder Frederikke, selvom det godt kan være svært at se.
I det første stykke tid efter at vi fik gang i studenterhusaktiviteterne igen, følte man som repræsentant for studenterhuset sig lidt som den der person, andre møder i Fakta. Folk havde ikke den fjerneste anelse om, hvad studenterhuset havde lavet i et års tid, og selvom de ved mødet udviste en vis overfladisk entusiasme, så var det ikke noget, der blev fulgt op på.
Men det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vores forening har været lidt kedelig og kikset. Hvis folk ikke har udvist den store interesse for os, så er det nok mest fordi, vi ikke var særlig interessante og ikke havde særlig meget at tilbyde. Heldigvis har foreningen for nylig lavet drastisk om på sin livsstil.
Studenterhuset har fået styr på tøjet og håret og er blevet lidt mere popsmart; er flyttet ind i en lækker lejlighed tæt på byen og har holdt nogle fede fester. Vi bliver inviteret med til andre fede fester rundt omkring i byen, og som repræsentant for studenterhuset bliver man mødt af langt mere end bare overfladisk interesse fra gamle venner og nye bekendtskaber.
Det bedste er, at vi slet ikke er færdige med at udvikle os. Det er jo ikke nok bare at være sluppet af med det lidt kiksede look. Vi skal helt op og være smarte med de smarte; kaste håndtegn after alt, hvad der ellers rører sig af studenteraktiviteter; high-five hele Odenses kulturliv og være centrum for de studerendes opmærksomhed.
Alt i alt går det altså meget godt for studenterhuset. Vi har fået de første par succesfulde arrangementer i bagagen (Succes = arrangementer uden økonomisk tab eller med så god stemning, at vi er ligeglade). Desværre er vi næsten blevet opslugt af successen. Langt de fleste af foreningens kræfter går efterhånden med at afvikle og vedligeholde de ting, vi allerede har sat i gang. Der er masser af ideer tilbage, som kunne være helt vildt fede at få op at køre, men som kræver indsats fra energiske og entusiastiske bannerførere.
Personligt synes jeg, at Odense mangler Studenterfester. Hvis I ikke kender konceptet, kan jeg anbefale at (gen)se filmen "Animal House". Vi skal nok forsøge at holde antallet af døde heste og mængden af offentlig hærværk nede, men tanken om en togafest inde i midtbyen kan alligevel godt få et debilt grin frem på mit ansigt. Jeg er sikkert bare barnlig og lettere hjerneskadet, men jeg synes aldrig togafester er gået af mode.
I den lidt mere seriøse ende kunne det være fedt at få startet en landsdækkende, social, upolitisk studenterforening på benene, med udgangspunkt i landets studenterhuse. Formålet skulle være at få rabat på store kunstnernavne ved at "købe" en turné til alle landets studenterhusscener. Mere banjo for færre kroner, kort sagt. Og en gang imellem kunne man så forsøge at opdyrke sammenholdet mellem landets studerende ved at transportere en busfuld studerende eller to til en fest i København eller Århus eller et hvilket-som-helst sted, hvor et studenterhus holder en tilstrækkelig stor fest. Man kunne måske oven i købet smutte en tur udenfor landets grænser.
Men sådan nogle ting er der altså ikke tid til at stable på benene (endnu). Forhåbentlig kan vores forening trække et par ekstra indsjæle til, så vi kan fortsætte den gode udvikling. Ellers må vi nøjes med det, vi har. Som studerende kunne det bare være rart at komme udover altid at skulle nøjes. Men igen, det er måske bare mig...