Introduktion til foreningsnetværk
Studenterhus Odense vil gerne i kontakt med foreninger, udvalg og råd for og med studerende på de videregående uddannelser i Odense.
Inspireret af et STORMØDE for Foreninger i Odense om Netværk, Udvikling og
Initiativ, nyligt afholdt af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), vil vi forsøge at
skabe et netværk for de frivillige kræfter der virker i foreninger og råd rundt
omkring på Odenses institutioner med videregående uddannelser.
Vi vil gerne henvende os bredt til både fagligt, kulturelt og socialt orienterede foreninger og råd.
Tanken er at vi gennem et fælles netværk kan udveksle
ideer og erfaringer om studierelateret foreningsarbejde. Vi vil kunne
adressere større problematikker i det omfang der skulle være behov for
det. Der sidder mange på hver uddannelsesintitution som alle laver mere
eller mere det samme og derfor også kan have gavn af et vidensbevarende
og kompetenceopbyggende netværk blandt ligesindede studerende.
Vi forbereder pt. en række interviews af foreningsaktive for at afdække tanker, forhold og ønsker relateret til et fremtidigt netværk for frivilligt studierelateret arbejde i foreninger og råd. På denne måde kan vi vurdere hvilke temaer vi kunne tage op på et fremtidigt stormøde, ikke ulig DUFs.
Hvis dette initiativ lyder interessant og relevant for netop jeres studierelaterede forening og I endnu ikke er blevet kontaktet, er I mere end velkomne til at kontakte studenterhusets ansvarlige medarbejder per mail: andreas@studenterhus.dk

