Den mageløse sanger

To forhold giver Claus Hempler særstatus på den hjemlige musikscene: For det første er den tidligere Fielfraz-frontmand Danmarks bedste rocksanger. Hans vokal rummer en varme, en fylde, en elegant diktion og en måde at frasere på, som er i særklasse. For det andet er han den musiker herhjemme, der har fået mindst ud af sit gudsbenåede talet. År ind og år ud igennem to årtier har denne ydmyge musikelsker både drømt om- og håbet på, at rette vedkommende ville sende en skosål størrelse 48 i retning af Hemplers bagdel. For at få ham igang, for at få ham til guitar, tangenter og pen.

Det er elleve år siden Hemplers gamle orkester Fielfraz udsendte deres svanesang. Nærværende er hans blot tredje plade i eget navn i perioden frem til i dag. Og med tanke på, at hans ’99-debut var en slags plade med jazzstandards, at det er treethalvt år siden opfølgeren »Hempler«, så har han næppe haft brug for en stresscoach i alle disse alt for mange år.

Mageløs croon

Man irriteres blot endnu mere, når han endelig byder ind som på dagens »Return Of The Yes Man«. Herpå synger han selvfølgelig fremragende, og vokalen er klogt mikset helt frem i lydbilledet og dermed direkte i ørerne og ansigtet på lytteren. Musikalsk er der heller ikke ligefrem tale om de helt store overraskelser fra sangskriveren og melodimageren Hempler. Så godt som samtlige tracks fra den retrorockede »Let Your Straitjacket Hang Loose« til den sortromantiske slowballade »Lost In Space«, årets by far smukkeste danske af slagsen, holder højt niveau. Claus Hempler bruger strygere, crooner over jazzelementer etc. Han vil det hele og slipper stort set afsted med lige så meget.

Hvorfor man knap nok kan tillade sig at klage. Det skulle da lige være over, at Hempler én gang for alle i dag viser sine kolleger alle facetter af sin mageløse croon. Hvilket samtidig udelukker så mange andre muligheder.

Så lad mig i stedet for ønske for fremtiden. Må den til at begynde med indeholde et nyt album fra Claus Hempler med maksimalt to års mellemrum. Og må han bare lidt i stil med den australske coonmeister Nick Cave kikke ind i sig selv og finde en nerve og en intensitet så skarp og kantet, at lytteren skærer sig på de sange båret hjem af vokal, simple klaverakkorder og dramatiske strygere. Claus Hempler ville kunne gøre det, og det ville være en oplagt videreudvikling af hans virke.

I en helt anden bolgade kunne man håbe på, at en møgbeskidt rocktrio bestående af guitar, bas og trommer ville kilde Claus Hempler så meget under hagen, at han i et veritabelt raseriudbrud stillede sig bag mikrofonen foran trioen og sang for i en omgang primalrock så rå, uforfalsket og livsfarlig, at lytteren er nødt til at møde sangene iført skudsikker redningsvest.

Der er endnu et par år til, at Claus Hempler runder de 40 år, så han har heldigvis stadig tid til at nå det hele. Det skylder han ikke mindst sig selv.