Studenterhus
Odense

Med havets kæmper på jagt // Studenterhus Odense

Details
Date:

oktober 6

Time:

18:45 - 21:00

Website:
Event Website
Venue

Amfipladsen 6, 5000 Odense, Denmark

I verdenshavene lever Jordens største dyr. Langt til havs har de indtil for få år siden levet et skjult og hemmeligt liv. Men ny teknologi giver forskerne enestående muligheder for at studere hvalerne mens de jager i havets dybder.

Hvaler udgør de største dyr der nogensinde har levet på Jorden, og er med deres ekstreme tilpasninger til et liv i vand nogle af de mest enestående pattedyr. De er tidligere blevet set som flydende oliedepoter og blev jaget til næsten udryddelse, men i dag er der en stigende forståelse for at økosystemerne til havs er helt afhængige af hvaler som toprovdyr.

I mange år har forskere kun kunnet få indsigt i hvalernes liv ved at studere dem i den korte tid de befinder sig ved havoverfladen eller ved at dissekere døde hvaler og herudfra gætte sig til hvordan de lever. Men ny teknologi, med droner og med måleudstyr som sættes på hvalerne med sugekopper, giver nu forskerne enestående muligheder for at studere hvalernes biologi mens de jager på store dybder langt til havs.

I løbet af foredraget tager vi blandt andet med verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande, og med dybvandskameraer prøver vi at forstå hvordan verdens største tandhval, kaskelothvalen, finder mad mens den jager på mere end 1.000 meters dybde. Du vil også høre om hvordan en grønlandshval undgår at fryse ihjel mens den lever af milliarder af bittesmå byttedyr i Diskobugten, og hvordan en pukkelhvalsmor kan føde og die en unge uden at spise noget i et halvt år. Undervejs vil vi også kaste lys over hvordan vi fremadrettet kan leve i bæredygtig sameksistens med disse vigtige toprovdyr i en verden under forandring.

Foredragsholder er Peter Teglberg Madsen
professor i sansefysiologi, Institut for Biologi, Aarhus Universitet.

Serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab udbydes af Aarhus Universitet i samarbejde med Carlsbergfondet.
Studenterhus Odense viser foredraget på storskærm (livestreames fra Århus Universitet). Arrangementet er gratis. Et foredrag varer typisk to timer inkl. en pause midtvejs på 20 minutter. Deltagerne kan stille spørgsmål til forelæseren under foredraget via sms. Det sidste kvarter svarer forelæseren på så mange som muligt.